Tre teser om børnelitteratur og islandsk litteraturhistorie

Abstract

Fra man begyndte at skrive nationale litteraturhistorier i 1800-tallet og til langt op i 1900-tallet, stod der ikke meget om børnebøger på deres sider. Det var mest, når forfattere til ”alvorlige” litterære værker for voksne også skrev børnebøger, at de fandt nåde for litteraturhistorikernes øjne, men så blev de højst nævnt i forbifarten. Islandske litteraturhistorier er naturligvis ingen undtagelse. Det er let at få et overblik over islandske litteraturhistorier. Bortset fra lærebøger til ungdomstrinnet er der ikke mange. De ældste udgivne litteraturhistorier om islandsk litteratur handler desuden kun om middelalderlitteratur, islændingesagaer, oldtidssagaer, eddadigte og andre tekster, der er skrevet og bevaret i Island, men samtidig også tilhører den fælles nordiske litteraturarv. Dette gælder for eksempel Finnur Jónssons bedrift Den oldnorske og oldislandske Litteraturs Historie, der udkom i tre bind i perioden 1920–1924 og alligevel kun når til 1550. I to hovedværker i islandsk litteraturhistorie, der udkom i midten af 1900-tallet, Íslenskar nútímabókmenntir 1918–1948 af Kristinn E. Andrésson og Íslensk bókmenntasaga 874–1960 af Stefán Einarsson, optræder børnebøger kun sporadisk. Stefán Einarsson bruger et kapitel på to sider på Jón Sveinsson, også kendt som Nonni, hvor han nævner, at Nonni er blevet sammenlignet med H.C. Andersen og Mark Twain, men hvor han selv kommer til den konklusion, at hans kunst ”overhovedet ikke kan sammenlignes med deres kunst”.1 Kristinn E. Andrésson nævner ikke Nonni ved navn, selv om han, da bogen blev skrevet, sandsynligvis har været den islandske forfatter, ved siden af Halldór Laxness og Gunnar Gunnarsson, der var mest kendt af læsere uden for Island. Kristinn E. Andrésson nævner sjældent og kun i forbifarten børnebøger. Han skriver dog om Stefán Jónsson, en af Islands mest respekterede børnebogsforfattere i midten af 1900-tallet: ”Ingen steder har Stefán Jónsson givet sin digtergave så frie tøjler som i sin nye ungdomsbog, Sagan hans Hjalta litla (1948), og han opnår så godt et greb om indholdet og personbeskrivelsen, at historien får almen gyldighed.”2 2006 var et vigtigt år i islandsk litteraturhistorieskrivning. Der udkom næsten samtidig de to sidste bind af Íslensk bókmenntasaga, et oversigtsværk over islandsk litteratur i fem bind fra begyndelsen til samtiden, og A History of Icelandic Literature, et etbindsværk omfattende samme periode, der udkom i skriftrækken Histories of Scandinavian Literature. Begge disse arbejder indeholder særlige afsnit om børnebøger, hvilket på sæt og vis er fuldstændig i takt med tiden. Forskning af børnebøger var da i nogen tid etableret som et fuldt ud gyldigt forskningsfelt inden for litteraturhistorie og litteraturvidenskab. I islandsk sammenhæng er Íslenskar barnabækur 1780–1979 af Silja Aðalsteinsdóttir, der udkom i 1981, naturligvis absolut et pionerarbejde. Silja Aðalsteinsdóttir skriver et kort afsnit om børnebøger i A History of Icelandic Literature.3 I femte bind af litteraturhistorien skriver Margrét Tryggvadóttir om børnebøger fra 1970 til samtiden.4 Begge disse kapitler er baseret på den nyeste forskning og sætter islandske børnebøger i kontekst med samfund og historie og med internationale strømninger i børnelitteratur og litteraturen i almindelighed. Denne artikel er skrevet omkring det tidspunkt, hvor jeg er ved at begynde på en ny litteraturhistorie, hvor 1900-tallet og den forløbne del af 2000-tallet er tilfaldet mig og en anden forfatter. I den litteraturhistorie kommer der ikke noget særligt afsnit om børnelitteratur; den bliver behandlet sammen med andre tekster. Her vil jeg gerne forklare, hvorfor det sker, ud fra tre eksempler fra islandsk litteraturhistorie i 1900-tallet. Jeg vil argumentere for, at det er nødvendigt at behandle børnelitteratur som en fuldgyldig del af den tekstverden, vi kalder islandsk litteratur. Endvidere vil jeg vise, at visse hovedværker i islandsk børnelitteratur ikke alene genspejler de bevægelser, der er mest aktuelle i litteraturen i en bestemt periode, men at de også kan være en formende kraft, der kan have afgørende indfydelse på andre tekster, tekster, der er skrevet for voksne, og som hidtil har haft en fnere position i litteraturhistorien. Eksemplerne, som jeg bruger, kommer fra islandsk litteraturhistorie, men behandlingen har mere almen gyldighed, som det anføres i slutningen af denne artikel.